Lunar Youth er en bankapp til børn og unge i Norden
Den digitale bank Lunar tager endnu et skridt i ambitionerne om at blive en full-service bank i Norden med lanceringen af Lunar Youth. Den nye bankapp, rettet mod børn og unge i alderen 7-14 år, giver familier en nem og engagerende måde at håndtere penge på, samtidig med at den tilgodeser behovene hos en ny generation af digitale brugere.
Lunar Youth er koblet til forældrenes konto og gør dermed digital økonomistyring sjov, sikker og intuitiv. App’en hjælper børn og unge med at opbygge sunde finansielle vaner, mens forældrene bevarer overblikket over transaktioner og forbrugsmønstre.
Et naturligt skridt for Lunar
Ifølge Ken Villum Klausen, grundlægger og direktør i Lunar, er det afgørende at give børn og unge de rette værktøjer til at navigere i en digital økonomi:
“Børn vokser op i en verden, hvor penge primært er digitale – hvad end det drejer sig om kontaktløse betalinger, køb i app eller tegning af abonnementer. Lunar Youth repræsenterer et naturligt skridt på vores rejse mod at blive den foretrukne digitale bank gennem alle livets faser. Det handler om at give børn og unge en sikker, sjov og praktisk måde at engagere sig i økonomi på – sammen med deres forældre,” fortæller han.
“Vi bygger en digital bank til en digital generation, hvor børn, skridt for skridt, får de rette værktøjer til at udforske, lære om og opbygge selvtillid til at håndtere deres økonomi i et trygt miljø“
Lunar har siden sin grundlæggelse i 2015 haft et klart fokus på digital økonomi og innovation, og er gået fra at være en neo-bank til at være meget lig en traditionel bank med undtagelse af manglen på filialer. Den fysiske ekspansion begrænser sig derfor til kontorer i Århus, København og Stockholm.
Med næsten én million brugere på tværs af Norden er banken vokset fra en løsning til unge tech-kyndige brugere til en bredere bankplatform, der understøtter kundernes behov gennem hele livet. Lunar er bl.a. i dag en særdeles populær aktør indenfor erhvervskonti til startups og iværksættere.
Praktisk erfaring er vejen til sunde pengevaner
Ken Villum Klausen understreger vigtigheden af praktisk erfaring i læringen om økonomi:
“Skoler spiller en vigtig rolle i at lære børn om penge, men forældrene er mindst lige så centrale. Hverdagsvaner, åbne samtaler og konkrete erfaringer er afgørende for at forme sunde økonomiske vaner. Som bank har vi også et ansvar. Vi bygger en digital bank til en digital generation, hvor børn, skridt for skridt, får de rette værktøjer til at udforske, lære om og opbygge selvtillid til at håndtere deres økonomi i et trygt miljø,” forklarer han.

En strategisk milepæl for Lunar
Lanceringen af Lunar Youth markerer en vigtig milepæl i bankens strategiske udvikling. Med over 2,5 millioner børn og unge i aldersgruppen 7-14 år på tværs af Norden ser Lunar et stort potentiale i at tilbyde en skræddersyet digital løsning til både børn og forældre.
“Vi har eksisteret i næsten et årti, og de kunder, der kom til i vores tidlige år, er vokset op med os og mange er nu selv forældre. Lunar Youth er ikke kun skabt for børn, men for at sikre, at Lunar forbliver den foretrukne bank for vores brugere, uanset hvilken livsfase de befinder sig i – om de åbner deres første konto som teenagere eller hjælper deres egne børn med at tage deres første økonomiske skridt,” siger Klausen.
Sikkerhed og forældrekontrol i fokus
Lunar Youth-app’en er udviklet med særlig fokus på sikkerhed og byder på flere forældrekontrolfunktioner, herunder:
- Beløbsgrænser
- Transaktionsovervågning
- Kategorirestriktioner (for eksempel blokering af kryptovaluta, gambling og indhold for voksne)
- Forældregodkendelse af onlinekøb
Disse funktioner sikrer, at børn kan lære at begærde sig online i et trygt miljø, mens forældrene bevarer fuldt overblik over deres økonomi.
Lunar Youth byder på masser af funktioner
Lunar Youth byder på en række funktioner, der gør økonomi både sjovt og lærende for børn og unge:
- Personliggørelse – design eget kort og app-tema
- Apple/Google Pay – tilgængeligt for børn over 13 år
- Smarte digitale værktøjer – realtidsindsigter, forbrugskategorisering og budgetværktøj (kommer i slutningen af marts)
- Forældrekontrol – forældre kan sætte budgetgrænser, overvåge transaktioner og få indsigt i forbrugsmønstre
- Lunar Youth er tilgængelig i Danmark, Sverige og Norge fra 11. marts
- Pris: Inkluderet i Lunar Plus (79 kr.) og Unlimited (139 kr.)
I følge Lunar er det nye tiltag allerede en succes. Efter en stille udrulning i februar har Lunar Youth vist sig at være populær blandt brugerne. 9% af kunderne opgraderede til Plus eller Unlimited inden for de første uger for at aktivere Kids-funktionen.