Stablecoin-giganten Circle er gået på børsen i New York med et brag. IPO’en blev oprindelig prissat til 31 dollar pr. aktie, men da børsen åbnede d. 5. juni, skød aktiekursen i vejret til 69 dollar og nåede i løbet af dagen op over 100 dollar. Det gav en værdiansættelse i omegnen af 30 milliarder dollar. Circle-aktien lukkede første handelsdag omkring 83 dollar – en stigning på imponerende 160%.
Siden da er aktien fortsat med at stige, og Circle (Ticker: CRCL) handles i dag mandag d. 10. juni cirka i 105 dollar. Den voldsomme kursudvikling har tiltrukket massiv interesse fra både private og institutionelle investorer, og interessen viser at selskaber i blockchain-spacet har opnået et gennembrud blandt investorerne.

Nordnet er danskernes foretrukne investeringsplatform. Opret en konto og oplev hvorfor.
Hvad er Circle?
Circle er en fintech-virksomhed med base i USA, mest kendt som medskaber og administrator af USDC – en dollarbaseret stablecoin, der har opnået stor udbredelse på tværs af både kryptobørser, DeFi-platforme og institutionelle investorer. USDC er blandt de 10 mest populære kryptovalutaer, så der er bestemt tale om lidt af en gigant.
USDC-stablecoinen er designet til at være stabil og fuldt bakket op af kontanter og kortfristede amerikanske statsobligationer, hvilket har gjort den til et foretrukket valg blandt investorer, der søger sikkerhed i et ellers ganske volatilt kryptomarked. Læs alt om stablecoins – teknikken, udbredelsen og den store popularitet de har opnået.
Circle står også bag EURC, en Euro-baseret stablecoin, der følger samme princip som USDC. EURC er fuldt bakket op af Euro-reserver og giver mulighed for stabile og hurtige transaktioner i Euroen på blockchain. Denne coin styrker naturligvis Circles position som ikke blot en USA-centreret virksomhed.
Circle blev grundlagt i 2013 og har siden etableret sig som en nøglespiller indenfor udviklingen af blockchain og den digitale økonomi. Virksomheden samarbejder med store banker og finansielle institutioner, og har aktivt arbejdet for at bygge bro mellem det traditionelle banksystem og blockchain-teknologi.
På hjemmesiden oplyser selskabet, at de bl.a. samarbejder med nogle ganske store og kendte virksomheder: Nubank, Binance, Coinbase, Stripe, Grab, Visa, MoneyGram, Standard Chartered m.fl.
Sådan tjener Circle penge
Circles forretningsmodel går primært ud på at tjene på renter fra de midler, der bakker USDC. Når milliarder af dollars opbevares som sikkerhed for stablecoinen, investerer Circle disse midler, hvilket giver en stabil indtægt. Derudover tilbyder Circle betalingstjenester, API-løsninger og infrastrukturløsninger til virksomheder, der vil bruge blockchain-teknologi, hvilket giver yderligere indtægtskilder.
Circle rejste imponerende 1,05 milliarder USD ved den længe ventede IPO, hvor selskabet solgte flere aktier end man først havde planlagt. Der var tale om en IPO, der blev opjusteret på grund af en stor efterspørgsel. Når man tager højde for over-allotment-optionen, nærmede det samlede beløb sig 1,1 milliarder USD, hvilket gør det til en af de største kryptorelaterede børsnoteringer, siden investeringsplatformen Coinbase gik på børsen tilbage i 2021.
Børsnoteringen giver dermed Circle en god sjat frisk kapital og naturligvis øget synlighed, som virksomheden kan bruge til at udvide sine tjenester. Der burde nu være penge nok på kistebunden til, at de kan styrke deres position, som en af de mest spændende aktører i krypto-spacet.

Stablecoin vinder indpas i investeringsverdenen
Stablecoins som USDC og EURC bliver i stigende grad set som nyttige investeringsalternativer i den moderne investeringsverden. De gør det muligt at handle døgnet rundt, over landegrænser, uden de store omkostninger og ventetider, som traditionelle banksystemer er forbundet med.
Stablecoins er et langt billigere og hurtigere alternativ end traditionelle bankoverførsler. Der må derfor sidde en masse traditionelle banker og følge udviklingen indenfor stablecoins med lige dele spænding og frygt.
For institutionelle investorer giver stablecoins mulighed for hurtig og sikker likviditet, mens private investorer får et lavrisiko-alternativ til volatile kryptovalutaer som f.eks. Bitcoin og Ethereum. Det betyder naturligvis også, at en stablecoin ikke skal ses som en traditionel kryptoinvestering, da de kun i sjældne tilfælde afviger fra den valuta de er bundet op på. Og hvis de gør, snakker vi minimale forskelle.
Med Circles børsnotering er det tydeligt, at stablecoins ikke længere blot er et nicheprodukt for kryptonørder, men en vigtig komponent i fremtidens finansielle infrastruktur.
Danske New Deal Invest med Mads Christiansen i front, meldte allerede i sidste uge ud, at man havde tilføjet Circle til porteføljen.
Hvorfor NYSE og ikke Nasdaq?
Mens mange techselskaber traditionelt vælger Nasdaq til deres børsnotering i USA, valgte Circle i stedet at gå på New York Stock Exchange (NYSE). Det kan virke en smule overraskende for en fintech-virksomhed, men valget af NYSE sender et klart signal: Circle ønsker at positionere sig som en seriøs og institutionelt orienteret aktør snarere end et typisk tech-startup.
Med sin tætte tilknytning til det finansielle system og fokus på regulering, compliance og samarbejder med traditionelle finansielle institutioner, er NYSEs mere konservative profil sikkert et bedre match for Circles strategi og ambitioner.
Det bliver spændende at se hvordan Circle kommer til at performe som aktie. Vær dog opmærksom på, at lock-up perioden for mange af de tidlige investorer er 180 dage, og derefter må de gerne sælge deres positioner.