Aktiesparekonto – investér til lavere beskatning

Del

Introduktion til aktiesparekonto

En aktiesparekonto er en særlig investeringskonto for aktier og aktiebaserede fonde, som blev indført i 2019 for at gøre det nemmere og mere attraktivt for danskere at investere. Det attraktive består især i, at afkastet på kontoen beskattes med kun 17%, hvor almindelig aktieindkomst beskattes med mindst 27%.

Du slipper samtidig for selv at rode med skat. Din investeringsplatform opgør automatisk årets resultat, og indbetaler skatten for dig. Kort sagt beholder du mere af gevinsten, og det hele kører automatisk via aktiesparekontoen.

Alle større banker og investeringsplatforme tilbyder i dag en aktiesparekonto, og oprettelsen er gratis hvis du vælger den rigtige investeringsplatform. Du må dog kun have én aktiesparekonto per person, så du kan altså ikke oprette flere konti. Der er også et loft for, hvor meget du kan indskyde – i 2025 er indskudsloftet 166.200 kr. Det er et beløb som reguleres årligt.

I denne artikel går vi i dybden med aktiesparekontoen, og giver dig også et bud på hvor du skal oprette en konto.

Aktiesparekontoen hos Saxo Bank er kåret til Bedst i Test hos Forbrugerrådet Tænk

Aktiesparekontoen hos Saxo Bank er Bedst i test 2025

Forbrugerrådet Tænk har kåret Saxo Banks aktiesparekonto til Bedst i test 2025 🏆 Det er bestemt et godt bud.

Investér til lavere beskatning

Den store fordel ved aktiesparekontoen er den lave skattesats på kun 17% af dit afkast. Til sammenligning betaler du 27% i skat af aktieindkomst under 67.500 kr. og 42% af resten ved almindelig beskatning. Det kan gøre en mærkbar forskel.

Aktiesparekontoen beskattes efter lagerprincippet, hvilket vil sige, at du betaler skat af årets værdistigning uanset om du har solgt noget eller ej. Hvert år ved årsafslutning bliver værdien af kontoen gjort op, og 17% af gevinsten trækkes i skat af udbyderen, typisk i februar året efter.

Skulle du have fået et godt afkast, kan det dog betyde, at du enten skal have kontanter stående eller sælge en lille del af din beholdning for at betale skatten hvert år. Heldigvis må du altid indskyde et ekstra beløb på kontoen til at dække skatten, uden at beløbet tæller med i indskudsloftet.

Hvem tilbyder den bedste aktiesparekonto?

Du kan oprette en aktiesparekonto hos de fleste danske banker samt naturligvis de to store investeringsplatforme Saxo Bank og Nordnet. Mange traditionelle banker har tidligere opkrævet depotgebyrer eller kurtage på aktiesparekonti, hvilket kan spise af dit afkast, men flere har nu fjernet de mest oplagte gebyrer. Alligevel er det vores klare anbefaling, at du benytter Saxo Bank eller Nordnet, da disse to generelt tilbyder de laveste omkostninger og bedste vilkår på markedet. Ved at have en konto hos de to populære aktører, har du naturligvis også adgang til deres andre services.

“Lige nu kører Nordnet et tilbud om 10 kr. i kurtage de tre første måneder, så dermed kan du komme i gang med din aktiesparekonto kvit og frit”

Saxo Bank og Nordnet tilbyder begge en aktiesparekonto uden faste gebyrer. Hos hverken Saxo eller Nordnet betaler du kontogebyr, depotgebyr eller inaktivitetsgebyr – kun kurtage ved køb og salg. Flere af disse gebyrer slipper du ikke for hos nogle danske banker, så tag skridtet og vælg en af de to investeringsplatforme.

Lige nu kører Nordnet et tilbud om 10 kr. i kurtage de tre første måneder, så dermed kan du komme i gang med din aktiesparekonto kvit og frit. Den attraktive kurtage gælder for købs- og salgsordrer, der er gennemført i de første tre måneder efter oprettelse af din aktiesparekonto, for alle markeder, og der er ingen begrænsning på antallet af handler.

Kurtagesatserne hos begge platforme er blandt de laveste i Danmark, og der er ingen minimumsindskud for at komme i gang. Begge platforme har desuden fuld automatisk indberetning til SKAT og dansk kundeservice.

Nordnet byder på en enkel og intuitiv brugerflade, som især kommer nye investorer til gode. Du tages i hånden, og kommunikationen er i øjenhøjde. Nordnet tilbyder også funktioner som månedsopsparing, opsparingskonto, pensionsdepot, virksomhedskonto, konto for mindreårig og meget mere. Dermed har Nordnet et af de bredeste udvalg af produkter på det danske marked.

Saxo Bank var tidligere kendt som lidt et velhaverprojekt, men det har ændret sig ganske meget. I dag henvender Saxo Bank sig til du og jeg – og produktet er efterhånden også i topklasse. Ja faktisk, kårede Forbrugerrådet Tænk Saxo Bank til at have markedets bedste aktiesparekonto i 2025.

Konklusionen er derfor at sålænge du benytter en af disse to investeringsplatforme, så er du sikker på et produkt i topklasse. Vi anbefaler, at du ikke opretter en aktiesparekonto via din normale bank.

Nordnet tilbyder naturligvis en fremragende aktiesparekonto

500.000 danskere kan ikke tage fejl

Nordnet er Danmarks største investeringsplatform, og de tilbyder naturligvis også en fremragende aktiesparekonto.

Hvorfor er en aktiesparekonto en god idé?

Først og fremmest er det altid en god idé at spare op. Historisk set har det altid været bedst at spare op via investering, så en aktieopsparing er et oplagt valg uanset hvor du er i livet.

Aktiesparekontoen er et politisk initiativ, som skal fremme aktiekulturen i Danmark. Den danske aktiekultur har i mange år haltet betragteligt efter de lande vi typisk sammenligner os med. Da aktiesparekontoen så dagens lys tilbage i 2019, var indskudsgrænsen faktisk blot 50.000 kr., så der er sket en markant forhøjelse siden.

Den såkaldte progressionsgrænse for beskatning af aktier – dvs. grænsen mellem hvornår du skal betale 27% eller 42% er blot på 67.500 kr. (2025) Dvs. at du med en aktiesparekonto slipper med at betale 17% i skat af et langt større beløb.

Bevares, det er ikke alle der er vilde med lagerbeskatning, men forskellen på 17% lagerbeskatning og f.eks. 42% i traditionel aktieindkomstbeskatning er altså markant. Derfor bør du klart overveje en aktiesparekonto.

Hvad må man investere i?

Aktiesparekontoen er underlagt stramme regler for, hvad man må investere i. Grundreglen er, at investeringerne skal være aktiebaserede og noteret på regulerede markeder. For fonde og ETF’er gælder, at de både skal indeholde 50% aktier og fremgå af SKATs positivliste. Denne liste indeholder fonde, som er godkendt til såkaldt minimumsbeskatning i Danmark, og det er et krav, hvis du vil investere i dem via aktiesparekontoen.

Det betyder, at det ikke er nok, at en ETF er børsnoteret og aktiebaseret. Den skal også være skattemæssigt godkendt i Danmark. Hvis den ikke står på positivlisten, kan den ikke købes via aktiesparekontoen.

Godkendte investeringer

  • Børsnoterede aktier (danske og udenlandske)
  • Aktiebaserede investeringsforeninger og ETF’er (på SKATs positivliste)
  • Udbyttebetalende eller akkumulerende fonde
  • Aktier noteret på regulerede børser (f.eks. OMX, NASDAQ, NYSE)

Ikke godkendte investeringer

  • ETF’er eller fonde, der ikke står på SKATs positivliste
  • Obligationer, rentefonde og blandingsfonde med lav aktieandel
  • Unoterede aktier eller private equity
  • Råvare- og krypto-ETF’er
  • Kontanter (udover midlertidigt mellem handler)
  • Derivater, optioner og gearede produkter

Aktiesparekonto vs. normalt aktiedepot

Forskellen på en aktiesparekonto og et normalt depot er ved første øjekast ikke så stor, men over tid bliver den markant – til fordel for førstnævnte konto. Vi har forsøgt at eksemplificere det i nedenstående eksempel og tabel.

Aktiesparekonto
(17%)
Alm. depot
(27/42%)
Skat betalt
ved realisation
Beskatningstype Løbende lagerbeskatning Skat ved realisation Betales i slutåret
Investeret formue 166.200 kr. 166.200 kr.
5 år 220.427 kr. 215.040 kr. 18.064 kr.
Forskel ift. ASK –5.387 kr.
10 år 292.347 kr. 269.555 kr. 57.386 kr.
Forskel ift. ASK –22.792 kr.

Antagelser

  • Det årlige afkast er 7% (en klassisk sats for aktieinvestering)
  • Aktiesparekontoen lagerbeskattes med 17% hvert år
  • Alm. depot beskattes iht. realisationsbeskatning (skat først i år 5 eller 10, 27% op til 67.500 kr., derefter 42%)
  • Vi antager at i de 10 år forhøjes hverken indskudsloftet for aktiesparekontoen eller progressionsgrænsen for det almindelige depot. Ændringer kan naturligvis tippe balancen.

Aktiesparekonto (lagerbeskatning)

Hvert år betales der 17% iht. lagerbeskatning:

  • Gevinst = saldo × 7%
  • Skat = gevinst × 17%
  • Saldo opdateres: saldo = saldo + gevinst – skat

Dette gøres trin for trin år for år, så skatten betales løbende og udhuler rentes rente-effekten lidt.

Almindeligt depot (realisationsskat)

  • Der betales først skat ved realisation, så afkastet kan forrente sig fuldt ud år for år
  • Først ved realisation (år 5 eller 10) betales der skat. Op til 67.500 kr. i gevinst beskattes med 27%. Gevinst over 67.500 kr. beskattes med 42%.

Denne beskatning giver mere “arbejdende kapital” i de tidlige år, men større samlet skattebetaling.

Sådan fungerer indskudsloftet

Aktiesparekontoen er underlagt et årligt indskudsloft, som fastsætter hvor mange nye penge du må sætte ind på kontoen. I 2025 er loftet på 166.200 kr. Det er vigtigt at forstå, at det ikke handler om hvor meget din konto er værd, men om hvor meget du samlet har indskudt over årene.

Det betyder, at hvis du f.eks. har sat 100.000 kr. ind tidligere år, må du i 2025 maksimalt indbetale yderligere 66.200 kr., uanset om din konto er vokset til 180.000 kr. eller faldet til 80.000 kr.

Hvis dine investeringer stiger i værdi, så din kontosaldo overstiger loftet, er det helt okay. Du må gerne lade gevinsten blive investeret. Det er kun yderligere indskud, der er begrænset. Omvendt, hvis du oplever et tab, skabes der plads til nye indskud op til grænsen igen. Det gør det muligt at “fylde op” og genoprette din eksponering, hvis markedet har været imod dig.

Vær dog opmærksom på, at hvis du ved en fejl overfører mere end grænsen, risikerer du en årlig afgift på 3% af det overskydende beløb, indtil det hæves igen. Mange banker har derfor indbygget automatisk kontrol, men det er stadig dit ansvar som investor at holde øje med loftet.

Kalenderår Indskudsgrænse
2019 50.000 kr.
2020 (1. jan – 30. juni) 51.100 kr.
2020 (1. juli – 31. dec) 100.000 kr.
2021 102.300 kr.
2022 103.500 kr.
2023 106.600 kr.
2024 135.900 kr.
2025 166.200 kr.

Eksempel: Sådan påvirker gevinst eller tab din aktiesparekonto

Forestil dig, at du d. 1. januar 2025 indsætter det maksimalt tilladte beløb på din aktiesparekonto – altså 166.200 kr. Det er lige præcis det du maksimalt må indsætte i 2025.

Lad os sige, at dine investeringer i løbet af året giver et afkast på 15 %. Ved årets udgang vil din konto da være vokset til 191.130 kr. Selvom værdien overstiger indskudsloftet, må hele beløbet blive stående og fortsætte med at arbejde for dig. Du skal altså ikke hæve noget af gevinsten. Til gengæld skal der betales skat af afkastet, og du har mulighed for at indbetale et ekstra beløb specifikt til det – uden at det tæller med i loftet.

Får du i stedet et negativt afkast på 15 %, vil kontoværdien falde til 141.270 kr. Det åbner mulighed for, at du i det følgende år kan sætte yderligere 24.930 kr. ind – altså op til det gældende loft – og på den måde genoprette din investerede kapital.

Det betyder at du altså kan “genopfylde” din aktiesparekonto, hvis du har tab, og undgå at hæve hvis du har haft en gevinst.

Hvis du forsøger at hæve hele din aktiesparekonto, vil udbyderen automatisk tilbageholde eller reservere et beløb til den forventede skat af årets afkast, så du ikke kan hæve hele saldoen uden først at have betalt skat.

ASK’en adskiller sig markant fra et alm. depot

Selvom aktiesparekontoen på mange måder minder om et almindeligt aktiedepot, er der flere væsentlige forskelle, du skal være opmærksom på. Det gælder både i forhold til skat, gebyrer, funktioner og investeringsmuligheder, og nogle af disse forskelle kan have stor betydning for dit samlede afkast og fleksibilitet som investor. Lad os kigge på nogle aspekter.

Tvungen valutaveksling

Du skal også være opmærksom på valutavekslingen. Selvom du godt kan handle udenlandske aktier på en aktiesparekonto, tilbyder ingen af udbyderne af en aktiesparekonto muligheden for at have en valutakonto tilknyttet.

Det betyder, at alle køb, salg og udbytter automatisk bliver vekslet til danske kroner – typisk med en lille vekselomkostning indbygget i kursen. Det kan medføre løbende gebyrer, du ikke nødvendigvis ser direkte, men som naturligvis påvirker dit samlede afkast over tid.

Ved handel med udenlandske aktier veksles valutaen automatisk, og valuta-spreadet ligger typisk omkring 0,25% hos Nordnet og 0,2–0,3% hos Saxo Bank, afhængig af markedssituationen. Det betyder, at du køber og sælger til en lidt mindre fordelagtig kurs end den officielle, hvilket kan påvirke dit afkast over tid. Husk dog på, at medmindre du har en valutakonto tilknyttet dit almindelige depot, betaler du typisk de samme valuta-spreads ved handel med udenlandske aktier. Det er altså ikke et særligt gebyr, der kun gælder for aktiesparekontoen.

Flytning af aktier fra alm. depot er ikke mulig

Du kan desuden ikke bare flytte eksisterende aktier fra et almindeligt depot over på din aktiesparekonto. Aktiesparekontoen må kun indeholde investeringer, der er købt direkte på kontoen, og det er derfor nødvendigt at sælge aktierne i dit almindelige depot og derefter genkøbe dem via aktiesparekontoen – hvis du vil have dem derind. Det kan udløse skat ved salg.

Aktiesparekontoen kan ikke knyttes til månedsopsparingen

Det er ikke muligt at knytte sin månedsopsparing til en aktiesparekonto – heller ikke hos fleksible platforme som Saxo Bank og Nordnet, hvor månedsopsparingen ellers er et populært valg. Det skyldes, at investeringerne i en månedsopsparing sker fra et ganske almindeligt depot, og ASK’en er underlagt særlige skatteregler og begrænsninger, som gør automatisk investering via den ordning teknisk og skattemæssigt uhensigtsmæssig.

Ekstra attraktiv for studerende og pensionister

En væsentlig fordel ved aktiesparekontoen er, at afkastet ikke indgår i din personlige indkomst og dermed ikke påvirker SU eller folkepensionens tillæg. Det skyldes, at afkastet beskattes separat med en fast sats på 17 % og ikke medregnes i det indkomstgrundlag, som danner basis for sociale ydelser. Derfor kan aktiesparekontoen være særligt attraktiv for studerende og pensionister, der ønsker at investere uden at risikere at miste støtte.

Lagerbeskatningen er ikke optimal for alle

En vigtig detalje ved lagerbeskatning er, at du betaler skat af urealiserede gevinster – altså værdistigninger, som endnu ikke er solgt og “låst fast”. Hvis dine investeringer efterfølgende falder i værdi, har du stadig betalt skat af en gevinst, du i praksis ikke længere har.

Det kan f.eks. give en uheldig situation, hvor du betaler skat i et godt år, men aldrig får glæde af afkastet, fordi markedet siden er faldet. Godt nok får du et fremførbart fradrag på kontoen, som kan modregnes i fremtidige gevinster, men hvis du lukker kontoen eller stopper med at investere, kan denne skat gå tabt. Derfor bør du have en vis tålmodighed og investeringshorisont, hvis du bruger en aktiesparekonto. Ak ja, lagerbeskatningen har godt nok også en række ulemper.

Fordele og ulemper ved en aktiesparekonto

Som altid når vi snakker investering er der fordele og ulemper ved alt – også en aktiesparekonto. Vi gennemgår her de mest oplagte fordele og ulemper.

Fordele

  • Lavere skat på afkast – Afkast på kontoen beskattes med kun 17%, hvilket er markant lavere end de 27-42% du normalt betaler af aktiegevinster. Det betyder, at du får lov at beholde en større del af dine gevinster selv. Akkumuleret kan denne forskel være ganske fordelagtig for dig.
  • Automatisk skatteindberetning – Banken eller investeringsplatformen håndterer automatisk indberetning og betaling af skat for dig én gang om året. Du slipper dermed for at skulle udregne aktieavance og udfylde det på årsopgørelsen. Det sker altsammen helt automatisk og korrekt.
  • Ingen binding og høj fleksibilitet – Pengene på en aktiesparekonto er ikke bundet i modsætning til et pensionsdepot, hvor det kan være ekstremt dyrt at hæve midlerne før tid. Du kan til enhver tid sælge dine aktier og hæve pengene, hvis du får brug for dem, uden straf eller bøvl. Kontoen fungerer som et almindeligt depot med fri adgang til midlerne.
  • Fradrag for tab – Hvis dine investeringer giver underskud, bliver tabet automatisk registreret og kan modregnes i fremtidige gevinster på kontoen. Du betaler altså kun skat af det nettoafkast, du samlet set har tjent.
  • Bred investeringsmulighed inden for aktier – Du kan investere i et bredt udvalg af børsnoterede aktier, ETF’er og aktiebaserede investeringsforeninger fra både Danmark og udlandet via kontoen. Det giver dig mulighed for at opbygge en veldiversificeret portefølje med den lave skat.
  • SU- og pensionsfordel – Afkastet indgår ikke i din personlige indkomst, og påvirker dermed ikke SU eller folkepensionens tillæg. Det skyldes, at afkastet beskattes separat med en fast sats på 17% og ikke medregnes i det indkomstgrundlag, som danner basis for sociale ydelser som f.eks. SU og folkepensionens tillæg.

Ulemper

  • Indskudsloft på 166.200 kr. – Der er et relativt lavt loft på, hvor meget du må indskyde på aktiesparekontoen (166.200 kr. i 2025). Har du flere midler, du ønsker at investere, kan du ikke få den lave skat over dette loft. Du må så investere disse midler på et almindeligt depot til normal beskatning. Loftet betyder derfor, at du kun kan udnytte skattefordelen op til et vist beløb.
  • Løbende lagerbeskatning – Aktiesparekontoen benytter lagerbeskatning, hvilket nogle ser som en ulempe. Du betaler skat hvert år af gevinster, uanset om de er realiseret eller ej. Det betyder i praksis, at du skal have likvider til at betale skatten årligt – enten fra din opsparing eller ved at sælge en lille del af dine aktier. Det er akkurat som hvis du betaler årlig PAL-skat på din pensionsopsparing. Modsat et normalt depot, hvor du først betaler skat ved salg, kan den årlige skat belaste dit afkast, især hvis du ikke reinvesterer eller indsætter beløbet til skatten igen.
  • Årets skat tager lidt af afkastet – Fordi skatten afregnes årligt “mistes” beløbet til skat fra kontoen og forrentes dermed ikke videre. Selvom skattesatsen er lavere, går der lidt af “rentes-rente-effekten” sammenlignet med, hvis du kunne udskyde al skat til realisering. Dette opvejes dog ofte af den lavere sats, især ved længere investeringshorisont.
  • Begrænsede investeringsmuligheder – En aktiesparekonto må kun indeholde børsnoterede aktier og aktiebaserede fonde (ETF’er eller investeringsforeninger). Du kan ikke investere i eksempelvis obligationer, unoterede aktier, kryptovaluta eller andre instrumenter via kontoen. Hvis du vil investere i disse, må det ske uden for aktiesparekontoen.
  • Loft på én konto per person – Ja, det er ikke en ulempe som sådan men det skal understreges at du kun må have én aktiesparekonto. Derfor er det også relativt vigtigt, at du opretter den hos den bedste og billigste investeringsplatform som f.eks. Saxo Bank eller Nordnet. Skulle du ikke være tilfreds med din nuværende eller kommende investeringsplatform kan du nemt skifte uden skattemæssige konsekvenser.
  • Dyrt at skifte bank/investeringsplatform – Det kan være dyrt og besværligt at skifte bank eller investeringsplatform med sin aktiesparekonto. Godt nok slipper du uden skattemæssige konsekvenser, men flere banker tager et gebyr pr. værdipapir for at skifte. Det er derfor vigtigt, at du undersøger prisen før du søsætter en flytning.

Fordele og ulemper opsummeret

Fordele

  • Lavere skat på afkast (17%) sammenlignet med 27-42%
  • Automatisk skatteindberetning og afregning
  • Ikke bundet opsparing. Du kan til enhver tid hæve pengene
  • Fradrag for tab modregnes automatisk
  • Bred investeringsmulighed blandt aktier og aktiefonde
  • Indskudsloftet stiger hvert år
  • Du kan skifte investeringsplatform uden skattemæssige konsekvenser

Ulemper

  • Indskudsloft på 166.200 kr. i 2025 begrænser hvor meget du kan investere
  • Lagerbeskatning betyder årlig skat
  • Du mister lidt renters-rente-effekten ved lagerbeskatning
  • Kun aktiebaserede investeringer er tilladt. Du kan f.eks. ikke investere i obligationer og krypto.

FAQ

Hvad er en aktiesparekonto?

En aktiesparekonto er en investeringskonto med lavere beskatning (17%) på aktier og aktiebaserede fonde.

Hvad koster en aktiesparekonto?

En aktiesparekonto er gratis hvis du opretter den hos Saxo Bank eller Nordnet. Der er ingen oprettelsesgebyrer, depotgebyrer eller andre faste udgifter. Det koster kun evt. kurtage og valutavekslingsgebyr når du handler.

Hvordan opretter jeg en aktiesparekonto?

Du opretter en aktiesparekonto via din netbank hos din bank eller på investeringsplatforme som Nordnet og Saxo Bank.

Hvordan beskattes aktiesparekontoen?

Både kursgevinster og udbytter beskattes årligt med 17%. Dette kaldes også lagerbeskatning.

Hvad betyder lagerbeskatning?

Lagerbeskatning betyder årlig beskatning af periodens urealiserede gevinster og fradrag for tab.

Kan jeg have flere aktiesparekonti?

Du må kun have én aktiesparekonto. Har du oprettet to konti, er det kun den første konto du får en skattefordel af.

Kan jeg flytte min aktiesparekonto til en anden bank?

Ja, det kan du godt uden skattemæssige konsekvenser. Vær dog opmærksom på evt. gebyr. Det er dog ikke gjort på fem minutter, da værdipapirerne på den første konto først skal sælges, og dernæst skal kontoen lukkes.

Hvad sker der hvis jeg går bort?

Aktiesparekontoen lukkes og midlerne indgår i boet og evt. gevinst beskattes.

Kan børn have en aktiesparekonto?

Ja, det kan de godt. Kontoen oprettes af forældrene i barnets navn. Vær dog opmærksom på om det er den mest hensigtsmæssige måde at investere for dit barn, da det typisk har et frikort. Afhængig af beløbet kan det være mere fordelagtigt at vælge at investere via et alm. aktiedepot og udnytte frikortet.

Hvad sker der hvis jeg overstiger indskudsloftet?

Du skal hæve det overskydende beløb ellers påløber der en afgift på 3% af det overskydende beløb.

Kan mit selskab oprette en aktiesparekonto?

Nej, en aktiesparekonto er kun for privatpersoner.

Kan man tilknytte sin månedsopsparing til aktiesparekontoen?

Nej, de to kontoformer er to forskellige.

Hvad sker der, hvis jeg forsøger at hæve hele min aktiesparekonto?

Hvis du vælger at sælge alle dine værdipapirer og hæve hele beløbet fra aktiesparekontoen, vil banken automatisk reservere et beløb til skat af årets afkast, før pengene kan udbetales. Det betyder, at du ikke nødvendigvis kan hæve hele saldoen, medmindre du har tilført ekstra likviditet til at dække skatten.

Kan man overføre aktier til sin aktiesparekonto?

Nej, det kan du desværre ikke. Hvis du har aktier på et almindeligt depot ville du skulle sælge dem først og dernæst købe dem igen på aktiesparekontoen – med fare for at blive beskattet af evt. gevinst på din oprindelige beholdning.

Kan jeg investere i en krypto-ETF?

Nej, du må ikke investere i en krypto-ETF via en aktiesparekonto, medmindre den opfylder kravet om at være min. 50% aktiebaseret og er godkendt til skattemæssig behandling i Danmark.

Kan jeg have en valutakonto tilknyttet min aktiesparekonto?

Nej, det er ikke muligt at have en separat valutakonto (f.eks. i USD eller EUR) knyttet til en aktiesparekonto. Alle transaktioner – køb, salg og udbytter – bliver automatisk vekslet til danske kroner. Det betyder, at du betaler et valuta-spread ved hver valutaveksling, som kan påvirke dit afkast, især ved hyppig handel i udenlandske værdipapirer.

Kan jeg bruge en månedsopsparing til min aktiesparekonto?

Nej, det er desværre ikke muligt at tilknytte månedsopsparingen til en aktiesparekonto. Ordningen fungerer kun på almindelige depoter, og kan ikke bruges sammen med konti, der er underlagt særlige skatteregler som aktiesparekontoen. Du må derfor selv foretage manuelle investeringer på din aktiesparekonto, hvis du vil investere løbende.

Påvirker afkastet fra aktiesparekontoen min SU eller folkepension?

Nej, afkastet fra en aktiesparekonto påvirker ikke din SU eller folkepensionstillæg. Det skyldes, at afkastet beskattes separat med 17% og ikke tæller med i den personlige indkomst, der ligger til grund for beregning af sociale ydelser. Det gør aktiesparekontoen til en oplagt investeringsform for både studerende og pensionister.

DISCLAIMER

Investering indebærer risiko, og værdien af dine investeringer kan både stige og falde. Der er ingen garanti for, at du får det investerede beløb tilbage. Omtale af konkrete værdipapirer, investeringer eller strategier udgør ikke en anbefaling, opfordring eller rådgivning om køb eller salg. Historiske afkast er ikke en garanti for fremtidige resultater.

Vi bestræber os på at levere korrekte og opdaterede oplysninger, men der tages forbehold for fejl, mangler samt ændringer i markedsforhold, der kan påvirke informationernes aktualitet.

Bemærk, at denne hjemmeside er reklamefinansieret, og nogle af vores artikler indeholder annoncelinks. Det betyder, at vi kan modtage en kommission, hvis du foretager et køb eller en investering via disse links. Dette påvirker dog ikke vores vurderinger eller redaktionelle indhold.

Brug af informationer på denne hjemmeside sker på eget ansvar. Vi anbefaler, at du søger uafhængig finansiel rådgivning, før du træffer investeringsbeslutninger.

Chris Dahl
Chris Dahl
Chris er stifter af money.dk og brænder for privatøkonomi og investering. Han har i mange år interesseret sig for, hvordan man får mest muligt ud af sine penge - både gennem smarte sparetips og investeringer. Til daglig arbejder han med digital markedsføring. Favoritaktier lige nu: NKT (NKT), Nu Holdings Ltd. (NU) og Amazon.com, Inc. (AMZN).

Læs mere

Flere emner